Gulerodsboller
Ingredienser

(ca. 12-16 stk.)

  • 2 gulerødder

  • 25 g gær

  • 2½ dl lunkent vand

  • 2 spsk. olie

  • 1 tsk. salt

  • 1 æg

  • 100 g (1½ dl) grahamsmel

  • 350 g (6 dl) hvedemel

  • Evt. 40-50 g solsikkekerner

  • Æg til pensling

Skræl gulerødderne og riv dem groft på rivejernet.

Rør gæren ud i det lunkne vand.

Tilsæt de revne gulerødder. Tilsæt derefter olie, salt og æg samt evt. solsikkekerner. Rør godt rundt i skålen med håndmixer (husk dejkroge) el. lign.

Tilsæt grahamsmel og rør godt rund igen.

Tilsæt hvedemel. Rør fortsat med håndmixer. Sørg for, at der ikke er nogen melklumper.

Fugt et rent viskestykke og sæt over skålen. Lad dejen hæve 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Brug evt. en dejskraber.

Forsøg at rulle dejen til en pølse og del den i 12-16 stykker (12, hvis bollerne skal bruges til "far-madpakke-boller", 16, hvis det er til "børne-madpakke-boller").

Læg bollerne på bageplade, dæk med det fugtige viskestykke og lade bollerne efterhæve 15 min.

Pensles med æg.

Bages i alm. ovn ved 225 C, varmluftsovn 200 C i ca. 15 min (afhænger af ovntype).


Kommentar: Ideelle til madpakkeboller. Vi bager altid dobbeltportion, og så passer det med boller til en uges madpakker. Dejen skal være meget fugtig, så brug ikke ret meget mere mel end angivet i opskriften.

  

Malacakastbjerg.dk > Hvem er vi? > Opskrifter > Andet > Gulerodsboller webmaster